Jonas troede igennem sin barndom, at han skulle lave tegnefilm. Efter at have forfulgt drømmen ind i animationsmiljøet i Viborg, kunne han dog mærke, at det frie rum, som tegning tidligere havde været, var blevet til matematik. Der var en rigtig og forkert måde at tegne på. Samtidig opdagede han en ny form for film, der udfordrede og rørte ham på måder, han ikke tidligere havde oplevet.

Selvom animationsdagene ligger bag ham, sætter det stadig sine spor i den måde, Jonas holder af at arbejde på. Som fotograf gør han en dyd ud af at have gjort sit forarbejde og at have en plan for derefter at kunne afvige fra den, hvis det er nødvendigt.

For Jonas er det vigtigt, at de projekter, han deltager i, har intention og personlighed, og at kameraet er med til at fortælle historien og ikke kun dokumentere. Selvom hans tilgang ofte er teknisk i sit udgangspunkt, er det vigtig for ham at have sig selv med i sit arbejde, så det at fortælle i billeder ikke bliver matematik.